Sunday, November 11, 2007

Helle for magten

Politiken-journalisten Jakob Nielsen tog i 2005 to års orlov fra sit faste job som politisk redaktør for at skrive freelance med base i Bruxelles. Målet var, at udgive en bog om Helle Thorning-Schmidt.

Som forfatteren selv skriver i sit forord, så er han ikke interesseret i at forudse, om Helle Thorning-Schmidts embedsperiode ender som succes eller fiasko. Og i skrivende stund er det endnu uvist, om Helle Thorning-Schmidt bliver Danmarks første kvindelige statsminister. Jakob Nielsen var nysgerrig efter at finde ud af, hvem der gemmer sig inde bag det smilende og velklædte ydre. Hvem mennesket, og især politikeren, Helle Thorning-Schmidt, er.

Bogen fortæller historien om en kvinde, der har en råstyrke ud over det sædvanlige. En kvinde, der har gjort det utænkelige. og stillede op som partiformand, dagen efter hun blev valgt til Folketinget. Med bogen er Jakob Nielsen kommet tæt på.

Tæt på det interne fnidder, magtkampene mellem de to fløje i Socialdemokratiet, og ikke mindst fået stor indsigt i spillet bag Christiansborgs tykke mure. Både i forhold til oppositionen, men også i forhold til regeringen, og statsminister Anders Fogh Rasmussen, der gang på gang har forsøgt at få, og fået, Helle Thorning-Schmidt på glatis.

I ”Helle for magten” kommer vi også helt ind bag kulissen i det dramatiske formandsopgør mellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen. Vi er med til hemmelige krisemøder i Helle Thorning-Schmidts kampagnegruppe, der længe var i store vanskelligheder. Og samtidig får vi beretningen om, hvordan Mogens Lykketoft i dybeste hemmelighed forsøgte at hindre Frank Jensen i at stille op.

Vi får også forhistorien, om Helle Thorning-Schmidts smittende engagement og humør allerede i gymnasiet, på statskundskab og på Europakollegiet i Brügge, hvorfra Helle Thorning-Schmidt har en mastergrad.

Bogen går tæt på hendes imponerende internationale netværk, som blev skabt i Brügge, men også på hverdagen som partiformand og mor til to på samme tid.
Vi får et unikt indblik i, hvem der skabte kvinden Helle Thorning-Schmidt, bygget på hidtil ikke offentliggjorde dokumenter fra partilederens kampagne og interviews med mere end 100 mennesker, familie, venner, studiekammerater og politiske kollegaer.

Helle Thorning-Schmidt selv er ikke blevet interviewet til bogen, idet hun allerede, da Jakob Jensen gik i gang med ”Helle for magten”, deltog i en anden bog, nemlig Ugebrevet Mandag Morgens redaktør, Noa Redingtons samtalebog ”Den første – samtaler med Helle Thorning-Schmidt”, men hun har givet tilladelse til, at hendes nærmeste familie, blandt andet moderen Grethe Thorning-Schmidt og manden Stephen Kinnock, må deltage.

Som læser af bogen, får man respekt for denne seje kvinde, der med mod, kløgt og godt humør kæmper kampen for at slå Anders Fogh af pinden. Det er ikke kun drømmen om magt, men også drømmen om et bedre Danmark, der driver Helle Thorning-Schmidt. Om hun når målet, ser vi i morgen aften, når stemmerne er talt op, og Danmarks nye statsminister kåres.

”Helle for magten”, Jakob Nielsen, Politikens Forlag, 256 sider. Er udkommet.

No comments: